En fængselsbetjent blev tirsdag formiddag overfaldet af en 21-årig indsat i Nyborg Fængsel.
Fængselsbetjenten har mistet flere tænder og fået slået en enkelt tand løs.
Det oplyser formand for Fængselsforbundet Kim Østerbye til TV 2/Fyn.
Ifølge Kim Østerbye overfaldt den indsatte fængselsbetjenten, efter den indsatte havde tilkaldt betjenten over kaldeanlægget.
- Der sker det, at manden spørger efter noget håndsæbe og får at vide, at han kan hente det ved vognen ude på gangen. Derude giver han sig til at skændes med gangvagten, som er en anden fange. Det får personalet til at bede ham om at gå tilbage på sin celle. En betjent skubber ham ind på cellen, hvor manden råber 'kom bare', hvorefter han overfalder fængselsbetjenten, fortæller Kim Østerbye til Ekstra Bladet.
En kollega så overfaldet, men det var først da yderligere to kolleger kom til, at den indsatte blev pacificeret og lukket inde i sin celle.
I 2016 er der allerede rapporteret 57 voldsepisoder mod ansatte i Nyborg Fængsel. Det er tre gange så mange som sidste år.
Tirsdag blev et 20-årigt bandemedlem varetægtsfængslet. Han er sigtet for 12. juli at have skudt en fængselsbetjent flere gange i benet uden for fængslet.