På dagen hvor Ryanair og LO tørner sammen i første egentlige retsmøde i Arbejdsretten, tager to tidligere piloter nu bladet fra munden og fortæller om hverdagen i lavprisselskabet, skriver DR.dk.
En hverdag, der ifølge piloterne, er præget af trusler, frygt - og først og fremmest et altoverskyggende forbud mod at tale med fagforeninger.
De to piloter har tidligere arbejdet for det irske lavprisflyselskab og har dermed mærket kulturen i Ryanair på egen krop.
- Ryanair vil bare ikke forhandle med fagforeninger overhovedet. Dén holdning går helt til roden i Ryanair og er en del af kernen i selskabet, fortæller Nilas Andersen til DR.dk.
Han arbejdede i Ryanair fra 2011 til 2013 og i dag er pilot i et dansk selskab.
Morten Windeløv, der var pilot i selskabet fra 2007 til 2011, fortæller samme historie om et selskab med en forretningsmodel, hvis grundlag handler om at holde fagforeningerne fra fadet:
- Man vil ikke acceptere fagforeninger eller organiseret arbejde. De vil overhovedet ikke acceptere, at man forsøger at skabe bedre forhold for den gruppe, man er en del af. Man vil spare penge ved at skabe splid blandt de ansatte og dermed også dele de stemmer, der egentlig kunne tale samlet for forbedringer, siger Morten Windeløv til DR.dk.
Han arbejder i dag i et dansk flyselskab og samtidig er medlem af bestyrelsen i Flyvebranchens Personaleunion (FPU), der har krævet overenskomster mod Ryanair.