Med sin deltagelse i DR-programmet "Statsministrene" og udgivelsen af portrætbogen "Hvad man ikke dør af" har tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) åbnet for en pose fuld af interne hemmeligheder - og ikke mindst stridigheder - i Socialdemokratiet.
Senest har partiets nuværende gruppeformand, Henrik Sass Larsen, fundet det ærgerligt, at Helle Thorning-Schmidt ikke udtrykte sin mistillid til ham, og sagde onsdag i en mail til BT og Jyllands-Posten blandt andet, at portrætbogen efterlader en stor skuffelse i Socialdemokratiet for hendes håndtering af ledelsesansvaret.
Den skuffelse udviser den tidligere gruppeformand, Carsten Hansen, nu også. Han siger til Berlingske, at socialdemokraterne skal være stolte over, at det lykkedes at få samlet partiet og komme i regering igen:
- Men det var brandærgerligt, at manglende lederskab og inkompetence gjorde, at vi ikke kunne fastholde regeringsmagten. Det forsøger Helle (Thorning-Schmidt, red.) så nu at give alle mulige andre skylden for, men som statsminister har hun jo et hovedansvar.
Han gentager således nærmest Henrik Sass Larsens ord fra mailen til BT og Jyllands-Posten. Her skrev Henrik Sass Larsen nemlig: "Desværre underbygger også den her nye udmelding og bogen indtrykket af en partiformand, som efterlader en stor skuffelse i Socialdemokratiet for sin håndtering af ledelsesansvaret".
Carsten Hansen siger desuden, at Helle Thorning-Schmidt svigtede dem, som havde bakket hende op undervejs - blandt andre Carsten Hansen selv, som følte sig svigtet af Helle Thorning-Schmidt, da SRSF-regeringen i 2011 valgte at lukke den akutfunktion på sygehuset i Svendborg, han havde lovet at bevare.
- Hun sidder hjemme i min stue og giver tilsagn om, at man skal fastholde en akutfunktion i Svendborg - det var partiets klare politik, som vi melder ud til Fyens Stiftstidende. Men efterfølgende oplevede jeg så, at hun 14 dage efter, hun var blevet statsminister, trak tilsagnet om akutfunktionen tilbage. Det er et udtryk for, at man som leder ikke står ved sit ansvar, siger Carsten Hansen.
Han mener, at den lukkede akutfunktion var indirekte skyld i, at han ikke blev genvalgt på Fyn.
Den nu 60-årige Carsten Hansen forlod landspolitik i efteråret 2015 efter han i sommeren samme år fik et katastrofevalg med 2.567 personlige stemmer og dermed røg ud af Folketinget.