Den hviderussiske tennisstjerne Victoria Azarenka er igen klar til at indtage de europæiske tennisbaner.
Ifølge AFP er den tidligere verdensetter sluppet ud af en strid om forældremyndigheden til sin søn, og derfor er hun med i Madrid Open, der spilles fra 5. maj.
- Leos og mors eventyr begynder. Europa - her kommer vi. Første stop - vi ses i Madrid, skriver Azarenka på Twitter.
Den dobbelte vinder af Australian Open er nede som nummer 99 i verden, da hendes liv længe har handlet om meget andet end tennis.
Victoria Azarenka blev mor i december 2016, og få måneder efter stoppede hendes forhold til barnets far. Derefter fulgte en lang periode, hvor hviderusseren ikke måtte forlade USA som følge af sagen om forældremyndigheden.
Azarenka har blot spillet to turneringer siden juli i fjor.
Det var i Indian Wells, hvor hun røg ud i anden runde og så i Miami Open, hvor hun nåede frem til semifinalen.
Azarenka spillede senest i Europa, da hun deltog i Wimbledon i fjor, og hun måtte droppe US Open i 2017, da en dommer i Los Angeles besluttede, at hendes barn skulle forblive i Californien.
Efter den beslutning ønskede Azarenka ikke at forlade området og spille turneringen i New York.
Victoria Azarenka vandt Australian Open i 2012 og 2013, hvor hun begge år også nåede frem til finalen i US Open.
/ritzau/