Den amerikanske præsident, Donald Trump, indikerede torsdag, at den tidligere demokratiske vicepræsidentkandidat Joe Lieberman er favorit til at blive den næste chef for FBI.
Stillingen i forbundspolitiet er ledig, efter at Donald Trump overraskende fyrede James Comey tidligere på måneden.
Adspurgt om den 75-årige Lieberman var topkandidat til jobbet, svarede Donald Trump kort og godt "ja".
- Folkene i FBI bliver meget, meget glade for mit valg, sagde Trump til journalister i Det Hvide Hus.
Joe Lieberman er tidligere uafhængig senator fra delstaten Connecticut. Han trak sig tilbage fra Senatet, da hans seneste valgperiode udløb i 2013.
Han var demokraternes vicepræsidentkandidat i 2000, da demokraten Al Gore tabte præsidentvalget til George W. Bush.
Lieberman har dog i løbet af sin politiske karriere bevist, at han kan arbejde sammen med begge fløje i USA.
I 2008 gav han sin støtte til Republikanernes John McCain. McCain tabte præsidentvalget til Demokraternes Barack Obama.
Donald Trump sagde torsdag, at han er "meget tæt" på at offentliggøre, hvem der bliver den nye FBI-chef.
Efter at præsidenten fyrede James Comey, har han været beskyldt for at forsøge at forhindre FBI i at efterforske, om Trumps lejr havde arbejdet sammen med Rusland før valget i november.
Trump begrundede fyringen med, at Comey havde mistet tilliden fra de mange tusinde ansatte i USA's forbundspoliti.
Det har FBI's fungerende chef, Andrew McCabe, pure afvist.
I forbindelse med fyringen kaldte Trump den afgående FBI-chef en "blærerøv". Den kommentar mødte stor modstand fra både politikere og FBI-ansatte.
USA's justitsministerium har siden fyringen udpeget en særlig undersøgelsesdommer til at efterforske, om der var forbindelser mellem Trump-kampagnen og Rusland under valgkampen i 2016.
/ritzau/AFP