Ritzau
Opdateret kl. 10:24
En brand i en maskinhal i Viborg førte natten til lørdag til, at ti saltspredningstraktorer blev ødelagt.
Det skriver TV MidtVest på sin hjemmeside.
Politiet fik alarmen om branden i maskinhallen på Katmosevej klokken 04.52. Da brandvæsnet nåede frem var der allerede ild i alle ti traktorer.
Til TV MidtVest fortæller politiet, at brandvæsnet mistænker en overgang i en batterilader for at have startet branden i maskinhallen, der huser saltspredningstraktorer i mange størrelser.
Men selv om man skulle tro, at saltningen af vejene i Viborg nu er blevet sat ufrivilligt i bero, så forsikrer vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi, at arbejdet med at sikre gode trafikforhold er godt i gang.
- Viborg Kommune er i fuld gang med at salte, så vi regner ikke med, at det får den helt store indflydelse på trafiksikkerheden, forklarer vagtchef Henrik Nielsen til TV MidtVest.
/ritzau/