Kurt Thyboe, der var chefredaktør på mandebladet Ugens Rapport i dets storhedstid tilbage i 1970'erne, kalder Playboys beslutning om at bringe nøgenbilleder igen for rådden og elendig.
Han mener, at beslutningen afspejler den tid, vi lever i.
- Jeg tror, at tanken dengang var en fornemmelse af, at verden var blevet puritansk og sky. Men da Playboy tog den beslutning, så glemte de, at folk stadig har drifter og instinkter, siger han.
Det 63 år gamle blad vender tilbage til sine rødder i marts/april-nummeret og bringer nøgenbilleder under overskriften "naked is normal".
Det oplyser magasinet på sin hjemmeside mandag.
Playboys kreative direktør, Cooper Hefner, der er søn af magasinets grundlægger, Hugh Hefner, erkender, at den tidligere beslutning om at vise mindre hud var forkert.
- I dag tager vi vores identitet tilbage og tilbageerobrer, hvem vi er, siger han i en erklæring.
Da bladet stoppede med at vise billeder af nøgne kvinder, kaldte Kurt Thybo det for et kunstgreb.
- Jeg tror, det er den helt rigtige beslutning af Playboy. Man reagerer ikke længere på det nøgne, for man får det smidt i hovedet hele tiden, sagde han.
Kurt Thyboe mener, at Playboys beslutning i dag om at bringe nøgenbilleder tilbage afspejler en tid, hvor der ikke er nogen, der skammer sig over at mene noget helt andet i morgen, hvis der er penge involveret.
- Jeg tror, de har fået et ordentligt crash økonomisk, og det er elendigt og råddent, at de giver efter for penge. Når alting i den her verden handler om penge, så bliver ære og loyalitet glemt.
- Der er ingen moral over for den beslutning, man har taget, siger han.
Playboy er kendt for at have kvindelige berømtheder til at pryde forsiden.
Da bladet udkom første gang, var det med en påklædt Marilyn Monroe på forsiden. Inde i bladet poserede hun dog nøgen for læserne.
/ritzau/