Statsminister Lars Løkke Rasmussen, Venstre og de øvrige parter i VLAK-regeringen går til valg på at fortsætte konstellationen.
Men for en uge siden vendte Venstre-vælgerne i en Gallup-undersøgelse tommelfingeren nedad til et fortsat samarbejde med Liberal Alliance. Og nu fortæller Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl til BT, at han har en plan, der skal skubbe Anders Samuelsen og Liberal Alliance væk fra magten.
- I tiden op til valget vil jeg insistere på, at Lars Løkke efter valget bliver forhandlingsleder i en dronningerunde, hvor han skal afprøve forskellige muligheder for at danne regering. Så vil vi også komme til regeringsforhandlinger. Og hvis vi får en rimelig opbakning af vælgerne - det er selvfølgelig nødvendigt - så vil vi stå stærkt i de forhandlinger, siger Kristian Thulesen Dahl til avisen.
Komfuret er således tændt på fuld blus, og der er sat over til en VOK-regering: Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative.
Blå blok-vælgere: Kom med DF
Ved det seneste Folketingsvalg fik Dansk Folkeparti 21 procent af stemmerne, og Kristian Thulesen Dahl mener, at en opbakning på 17-18 procent vil give hans parti mandat til at indgå i en regering.
Han siger samtidig, at DF skal sidde med, når der skrives et regeringsgrundlag.
I den tidligere nævnte Gallup-undersøgelse gav tre ud af fem af blå bloks vælgere grønt lys for, at Dansk Folkeparti kom med i en regeringskonstellation enten med Konservative eller Socialdemokratiet - eller alene med Venstre.