Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ikke opbakning fra sine egne vælgere til den siddende regerings-konstruktion.
Det er konklusionen af en ny måling Gallup har lavet for Berlingske.
Venstres vælger dumper ganske simpelt VLAK-regeringen med en opbakning på bare 9,9 procent.
Til gengæld ser Venstre-vælgerne allerhelst, at Lars Løkke smider Liberal Alliance på porten og indgår et samarbejde med Dansk Folkeparti, så en regering blev til et samarbejde mellem Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.
Her har Lars Løkke en opbakning på 23,9 procent.
Hele 18 procent af Venstres vælgere ser gerne, at både Liberal Alliance og Konservative forlader regeringen og Venstre indgår et samarbejde med Dansk Folkepari og Socialdemokratiet.
Målingen kigger også på vælgerne i den blå blok. Her er der nogenlunde enighed om, at en regering med Venstre og Dansk Folkeparti er en god idé. 19,4 procent ønsker en ren V-DF-regering, 19 procent ser gerne en V-K-DF-regering, mens 18,2 ønsker en V-DF-S-regering.
Forsker: "Overvældende"
For valgforsker og professor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen er målingen opsigtsvækkende. Umiddelbart fordi Liberal Alliance i den grad dømmes ude, men også fordi Dansk Folkeparti er så populært blandt de borgerlige vælgere:
- Det er overvældende, at så mange Venstre-vælgere vil have Dansk Folkeparti med i en regering. Det er næsten en åben invitation til Lars Løkke Rasmussen (V) om, at han skal forsøge sig med dette. Hans vælgere er i hvert fald klar til det, siger Kasper Møller Hansen til Berlingske, og tilføjer, at han også tolker målingen, som et resultat af, at relativt mange vælgere skiftede fra Venstre til Dansk Folkeparti ved folketingsvalget i 2015.
Dansk Folketpartis næstformand, Søren Espersen, glæder sig over målingen, mens Christina Egelund, Liberal Alliances politiske ordfører, mener, at den "væsentligste konklusion på målingen er, at en stor andel af borgerlig-liberale vælgere er enige med os (LA,red.) i, at det vil være en god ting, hvis Dansk Folkeparti påtager sig det ansvar, det er at sidde i regering".
Blandt vælgere i den blå blok er det kun godt 13 procent, som kan se Liberal Alliance i en regering. Hos Venstres vælgere er tallet knap 11 procent.