Regeringen vil forbyde markedsføring af al alkohol over for børn og unge under 18 år. Det er hovedessensen i et nyt lovforslag, som skal øge forbrugerbeskyttelsen for børn og unge.
- Vi synes, det er et vigtigt forslag, fordi der er tale om en sårbar gruppe.
- Vi ønsker ikke, at børn og unge skal lokkes til at drikke i en ung alder, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på sit ugentlige pressemøde.
Daværende erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) satte i august gang i en større undersøgelse af reglerne for alkoholreklamer som et led i regeringens bestræbelser på at nedbringe alkoholindtagelsen hos børn og unge i Danmark.
Det er det arbejde, som nu udmøntes i et lovforslag om et egentligt forbud.
/ritzau/