Et langt liv i politik slutter efter næste valg for Folketingets formand, Thor Pedersen.
Han stopper sin politiske karriere definitivt, når Lars Løkke trykker valgknappen, oplyser Venstre i Nordsjælland til Frederiksborg Amts Avis torsdag morgen.
"Thors meddelelse er helt i overensstemmelse med udmeldingerne allerede ved valget i 2007, hvor Thor oplyste, at der også skulle være plads til et liv efter politik," siger formanden for Venstre i Hillerød-kredsen, Bo Madsen, til avisen.
Thor Pedersen har været 36 år i dansk politik, heraf har 13 været som minister.
Venstremanden har bl.a. svinget sin hammer som indenrigsminister under Poul Schlüter og som finansminister under Anders Fogh Rasmussen.
"Det er en ualmindelig flot og lang karriere Thor Pedersen har haft, og kandidatbestyrelsen for Hillerødkredsen havde gerne set denne fortsætte mindst en periode endnu. Vi respekterer Thors ønske om at hellige sig andre værdier i livet end politik," lyder det i en pressemeddelelse fra Venstre.
Thor Pedersen har siden 2007 været formand for Folketinget.