Det er fortsat usikkert, om fodboldspilleren Thomas Delaney når at blive klar til Werder Bremens næste kamp i Bundesligaen.
Den danske landsholdsspiller har fået det bedre, efter at han 18. februar måtte udgå i 2-0-sejren ude over Mainz. Her scorede Thomas Delaney sit første mål i Bundesligaen.
Den tidligere FC København-anfører måtte på grund af skaden sidde ude, da Werder Bremen fredag i sidste uge vandt 2-1 ude over Wolfsburg, og han er også tvivlsom til hjemmekampen på lørdag mod Darmstadt.
- Jeg har fået det bedre, men endnu er alt ikke i orden.
- Jeg har ikke længere ondt i hovedet, og mit beskadigede ansigt har også fået det bedre, siger Thomas Delaney til Werder Bremens hjemmeside.
Danskeren pådrog sig både hjernerystelse og et brud i ansigtet i sejren over Mainz.
Han er begyndt at træne individuelt, men det er langt fra nok til, at han helt sikkert kommer med mod Darmstadt.
- Efter at jeg sad helt ude i ti dage, må vi se fra dag til dag, hvordan reaktionen er.
- Der er stor forskel på, om jeg kører på cykel i træningslokalet eller spiller en kamp i Bundesligaen foran 40.000 mennesker på Weser-Stadion (Werder Bremens hjemmebane, red.), siger han.
Der er allerede blevet lavet en ansigtsmaske, som danskeren kan spille med.
- Men hvis jeg ikke er 100 procent klar, spiller jeg ikke. Vi løber ingen risiko, siger Thomas Delaney.
Samme melding kommer fra Werder Bremens cheftræner, Alexander Nouri.
- Vi øger langsomt belastningen og så ser vi, hvornår han igen kan deltage i holdets træning, siger træneren.
Werder Bremen ligger fjerdesidst i Bundesligaen med 22 point for 22 kampe før den vigtige kamp mod bundproppen Darmstadt.
/ritzau/