Store svedpletter under armene. Akut tørhed i munden. Et hjerte, der banker hysterisk helt oppe under hagen.
Disse klassiske nervøsitetstegn, der ofte indfinder sig umiddelbart inden en forestående blind-date, har Charlize Theron aldrig nogensinde oplevet på sin egen krop.
Den sydafrikanske, stjerneskuespiller fortæller nemlig nu, at hun aldrig nogensinde har været på date før - det til trods for, at det burde ikke været noget problem for underskønne Theron at finde sig en mand at gå ud og drikke et glas rødvin med.
Det skriver Female First.
"Jeg tror egentlig ikke, at jeg nogensinde har været på en date med nogen, som jeg ikke kendte i forvejen. Jeg har selvfølgelig været ude med mine kærester, men jeg har aldrig datet," fortæller hun ifølge Female First og fortsætter:
"Jeg har været i seriøse forhold, siden jeg var 19 år gammel, og nu er jeg single for første gang i mit liv. Det har krævet et virkelig bevidst arbejde at genopfinde mig selv, og det er hårdt. Jeg er et væsen, der altid har følt mig tilpas i faste forhold."
Kilde: Female First