Theresa May forlader fredag officielt posten som leder af Storbritanniens konservative parti, men forbliver premierminister til en ny partileder er valgt - formentligt sidst i juli.
Mays efterfølger får dermed kun nogle måneder til at håndtere brexitkrisen, da Storbritannien skal forlade EU den 31. oktober. Måske sker landets udtræden med en aftale - måske uden. Kun få tror, at den plan, som May fik nedstemt tre gange i parlamentet, vil få en ny chance.
Mays tilbagetræden fra partilederposten sker ved, at hun frasiger sig lederskabet i et brev til sit parti, men der er ikke planlagt andre ceremonier.
Hun gav meddelelse om sin tilbagetræden den 24. maj, efter det mislykkedes for hende at få parlamentets opbakning til en brexitaftale med EU. Hun bebudede sin afsked i en tale foran Downing Street 10. Hun afsluttede talen med gråd i stemmen.
– At jeg ikke klarede at levere brexit, vil for altid være noget jeg angrer over dybt, sagde hun.
Theresa May skulle levere brexit i henhold til befolkningens vilje på baggrund af brexit-folkeafstemningen i juni 2016. Hendes budskab efter folkeafstemningen var klart.
- Storbritannien har brug for stærke politiske ledere, som kan føre vores land gennem vanskelige tider og forhandle en god aftale på plads med EU, forene en splittet befolkning og fremmane en positiv vision for fremtiden, hed det i flere erklæringer, da hun var blevet regeringsleder.
Men May mødte modstand hos hårde brexit-forkæmpere i hendes eget parti, som ville have et klart brud med EU, og som gjorde afskeden med EU langt vanskeligere end hun havde ventet.
I 2017 udskrev hun valg i forventning om at få styrket partiet og få en stærkere position, men hun tabte terræn, hvilket omtales som et af hendes største nederlag.
Den 62-årige leder tabte flertallet i parlamentet og måtte indgå et regeringssamarbejde med det nordirske unionistparti DUP.
Theresa Mary May, der er datter af en præst, studerede geografi på St Hugh's College i Oxford. Efter sin eksamen i 1977 blev hun ansat i finansverdenen - blandt andet hos Bank of England. I 1997 blev hun valgt ind i det britiske Underhus efter to forgæves forsøg.
Da David Cameron og de konservative i 2010 overtog magten, blev hun indenrigsminister og minister med ansvaret for kvinder og ligestilling. Den sidste del af titlen blev senere fjernet.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters