Hans identitet har været skarpt bevogtet, lige siden det britiske BBC-program Top Gear rullede over skærmen for første gang.
Men nu er det lykkedes avisen The Sunday Times at opsnuse, hvem den gådefulde testkører 'The Stig' er.
Der er ifølge avisen tale om den 35-årige tidligere Formel 3-kører Ben Collins, der i dag bor i Bristol.
Beviserne er blandt andet, at han ejer 'The Stigs' hvide kørerdragt, at hans firma Collins Autosport pludselig begyndte at få store indtægter fra det britiske mediehus BBC fra december 2003, og at Ben Collins ikke afviser, at han er The Stig.
"Jeg kan ikke snakke lige nu. Jeg kører gennem en tunnel," lød det seneste mystiske svar fra Ben Collins til en journalist.
For nylig kom det frem, at BBC har et udestående med The Stig, fordi han skulle være i gang med at skrive en biografi, der med sikkerhed ville afsløre hans identitet.
BBC har truet med at stævne 'The Stig' for at bryde en aftale om fortrolighed, men køreren mener, han har krav på en del af de penge, BBC tjener på hans brand.
Blandt andet sælger BBC boblebad-sæbe, kuglepenge, nøgleringe, sæbe, madposer og en tandbørste med 'The Stig' på.