Hvis rygtet taler sandt, kan vi måske snart se Arnold Schwarzenegger tilbage på filmlærredet. Komikeren Tom Arnold mener i hvert fald at vide, at optagelserne til 'Livsfarlig Løgn'-efterfølgeren bliver skudt i gang, når Arnold Schwarzenegger til næste år er færdig med at være guvernør.
Ifølge Tom Arnold skal James Cameron, der også instruerede den første 'Livsfarlig Løgn', være instruktør. Han har dog endnu ikke udtalt sig om projektet. Det skriver WorstPreviews.
Tom Arnold afslører også, at den nye film ikke bliver en decideret 'Livsfarlig Løgn 2'. Det er dog en efterfølger, selv om den er pakket lidt anderledes ind, fastslår han.
Den 62-årige Arnold Schwarzenegger blev valgt til guvernør i Californien i 2003 og genvalgt i 2006. Han er født i Østrig og har spillet med i film som 'The Terminator', 'Batman & Robin' og altså 'Livsfarlig Løgn'.