De thailandske myndigheder afviser at forhandle med de røde demonstranter, efter de tidligere på dagen anmodede om at indgå forhandlinger med regeringen via FN.
"Vi kan ikke trække os tilbage nu," fastslår premierminister Abhisit Vejjajiva.
Dermed skifter meldingerne fra Bangkok fra time til time. Tidligere på dagen lød det ellers, at de ikke ville håndhæve et varslet udgangsforbud.
Reportere på stedet fortæller, at demonstranterne ikke længere bærer deres karakteristiske røde beklædning, fordi hæren ventes at slå hårdt ned inden længe.
Samtidig indløber der hele tiden nye tal for antallet af ofre for den borgerkrigslignende situation.
31 mennesker meldes nu dræbt de seneste to dage, skriver Reuters. 220 er såret.
Alle rejser til Bangkok frarådes af Udenrigsministeriet, fordi det er umuligt at spå om, hvad de kommende timer og dage bringer.
Der er nu såkaldt nødretstilstand i Bangkok og 17 andre provinser i det populære ferieland.