Der skal statueres et nyt eksempel, når danskerne debatterer om familiesammenføringer, skriver Jyllands-Posten.
Nye tal fra Udlændingeservice viser nemlig, at tyrkere i det første halvår af 2010 har ansøgt om familiesammenføring 342 gange, mens thailændere har ansøgt 370 gange. Og samtidig fik thailændere i langt højere grad tilladelse til sammenføringen i 2009.
"De kan hjælpe hinanden med at finde mænd, med at komme herop og med at begå sig i det danske samfund," siger socialantropolog ved Dansk Institut for Internationale Studier, Sine Plambech, i Jyllands-Posten.
Til gengæld ender cirka 65 procent af ægteskaberne mellem thailændere og etniske danskere med skilsmisse, og det har en logisk forklaring ifølge Sine Plambech.
"Det kan være svært at være gift med en fra en kultur, der er meget anderledes end ens egen, og forventningerne til ægteskaberne kan ofte være meget forskellige," siger hun i Jyllands-Posten.
Nummer tre og fire på listen over familiesammenføringer er henholdsvis filippinere og afghanere.