Den islamiske terrorgruppe Lashkar-e-Taiba har haft held til at skræmme Englands badmintonlandshold hjem fra VM i den indiske by Hyderabad.
Gruppen har ifølge BBC fremsat en alvorlig og konkret terrortrussel mod englænderne.
Englænderne er langt fra glade for beslutningen, men lederne i badmintonforbundet ønsker ikke at udsætte spillere og trænere for unødig fare.
"Det har været en utrolig svær beslutning," konstaterer Adrian Christy, der chef i forbundet.
Beslutningen om at rejse hjem efter de alvorlige trusler skete efter samråd med udenrigsministeriet.
Lashkar-e-Taiba - Soldater for det rene - er en berygtet terrorgruppe, der kæmper for et Kashmir uden indisk indflydelse.
Gruppen har fået skylden for adskillige terrorhandling. Herunder angrebet i oktober 2005 i Delhi, hvor 60 mennesker mistede livet.
Også det meget omtalte angreb i Mumbai sidste år, der kostede 188 livet, er sat i forbindelse med gruppen.