"Min klient nægter sig skyldig i samtlige forhold."
Sådan lød det samstemmende fra alle fire forsvarer til de fire mænd, som netop nu sidder på anklagebænken i retten i Glostrup.
Her er de alle tiltalt for terrorforsøg og for ifølge anklageskriftet at ville dræbe "et større antal personer" i JP/Politikens Hus i København.
De terrortiltalte er mellem 31 og 46 år. Tre af dem er svenske statsborgere, og flere af dem har før været i myndighedernes søgelys i forbindelse med terrormistanke.
De sidder placeret hver for sig med hver sin advokat ved sin side, og de var alle rolige, da anklageskriftet blev læst op. Den ene med kort, mørkt hår og iført en stram grå langærmet trøje og med armene over kors.
En anden af de sigtede med mørkt kortklippet iklædt, hvid skjorte med den øverste knap åben og med mørke briller. Ved bordet siden af sidder den tredje anklaget med farverig ternet skjorte og det mørke hår i hestehale.
Den sidste af de anklagede er en bredskuldret, kronraget mand, som med en støvgrøn skjorte og en sort Adidas-trøje med åben lynlås udover.
De fire mænd er tiltalt efter den strengeste terrorparagraf for at have planlagt at rejse til Danmark med våben og ammunition for i JP/Politikens Hus at ville myrde et ukendt antal personer.
Tre af de sigtede blev anholdt i en lejlighed i udkanten af København 29. december 2010, mens den sidste af dem blev anholdt i Sverige.
Med sig havde mændene en maskinpistol, en ni-millimeter pistol samt 122 skarpe skud og 200 plasticstrips, der kunne bruges som håndjern.
Motivet for det formodede terrorangreb skulle ifølge myndighederne være hævn over de Muhammed-tegninger, som Jyllands-Posten bragte 30. september 2005.