De fleste kender nok til de små irriterende mail, som flyder indbakken, fordi man engang har bedt om at få tilsendt mail.
Men selvom man som forbruger én gang har sagt ja til at få tilsendt reklamer og tilbud, skal man nemt også kunne sige nej igen - og det skal respekteres af den erhvervsdrivende.
Det har teleselskabet Telenor ikke gjort, og nu er selskabet blevet meldt til politiet af Forbrugerombudsmanden.
En forbruger havde gentagne gange ringet til teleselskabet og bedt om fremover hverken at modtage markedsføring via brev eller e-mail. Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Da det ikke blev respekteret af teleselskabet, skrev forbrugeren til Telenor igen og bad om, at enhver direkte markedsføring skulle ophøre omgående.
Efterfølgende modtog forbrugeren dog fire e-mails med markedsføring fra teleselskabet, også valgte Forbrugerombudsmanden at gå ind i sagen, og anmelde forholdet til politiet.
Telenor har oplyst, at der er sket en fejl, og at forbrugeren nu er slettet af markedsføringsdatabasen.
Det er nu politiet, der skal foretage den videre efterforskning i sagen. Overtrædelser af spam-forbuddet kan straffes med bøde.