"Det er blevet værre og værre. I begyndelsen var det slåskampe med knytnæver, så begyndte folk at bruge køller og knive, men nu er det pistoler og andre skydevåben"
17-årige Osman Atie fra boligområdet Hastrupparken i Køge bekræfter en tendens, som politiet i en række sjællandske politikredse mærker. Det skriver Jyllands-Posten.
Både Nordsjællands Politi, Københavns Vestegns Politi, Københavns Politi og Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har taget unge under 18 år med skydevåben.
"Det virker, som om det er blevet moderne i visse kredse at gå med skydevåben, Vi har masser af observationer, hvor de unge lige viser våbnet frem over for andre i flokken," siger politiinspektør Klaus Munk Nielsen fra Midt- og Vestsjællands Politi, til Jyllands-Posten.
Han har netop oplevet en sag fra Køge, hvor tre drenge på 15, 16 og 17 år er anholdt. Under et skænderi skød en af dem ved et uheld en 15-årig tilfældigt forbipasserende pige i halsen. Pigen overlevede kun takket være hurtig hjælp fra lægepersonale.
Jacques Royal er pædagogisk konsulent og arbejder med kriminelle unge og gadebander. Han har mødt mange af de unge, der bærer skydevåben og mener, at et skydevåben i de utilpassede unges øjne giver status, beskyttelse og signalerer gode kontakter.
"De mener, at det hører med gangstermiljøet, at man har en gun. De har en helt anden holdning til våben, end man havde før," siger han til Jyllands-Posten.
Jyllands-Posten