Teenager skal bombe for Brøndby
Brøndby-spillerne har fået ny holdkammerat. Navnet er Oke Akpoveta. Her er han på Brøndbys træningsanlæg sammen med sin agent. Foto: Mogens Flindt / POLFOTO
Sidste sæsons bronzevindere i Superligaen har skrevet under på en fireårig kontrakt med den 19-årige nigerianer Oke Akpoveta.

Brøndbys supportere skal til at lære at udtale navnet Oke Akpoveta.

Klubben har nemlig valgt at skrive kontrakt med den 19-årig nigerianske angriber, der har været til prøvetræning på Københavns vestegn.

"Oke er fysisk stærk, hurtig og afslutningssikker med begge ben," siger sportschef Ole Bjur til Brondby.com.

Den unge nigerianer har senest spillet for den nigerianske klub Warri Wolves, men er glad for at være havnet i Danmark.

"Det er en god og traditionsrig klub, der spiller på et højt niveau i den danske liga. Jeg har set en del kampe, og jeg glæder mig til at løbe på banen og kæmpe for Brøndby IF," siger han til Brondby.com.

Selvom Oke Akpoveta er et ubeskrevet blad på topplan i Europa, lover han, at der er krudt i støvlerne.

"Jeg er en målscorer og er her for at score mål. På den måde vil jeg betale Brøndby IF tilbage for deres tro på mig. Jeg føler mig fysisk ovenpå og i god kampform, så jeg er klar til at spille, når træneren synes, at jeg skal med i truppen," siger han.

Kilde: Brøndby IF