Tre 18-åriges køretur natten til lørdag endte fatalt. Den ene døde, da bilen forulykkede i Strib på Fyn.
I dag fremstilles føreren af bilen i grundlovsforhør, efter han er sigtet for uagtsomt manddrab. Det oplyser Fyns Politi.
To af de 18-årige slap uden større mén, mens den tredje søndag døde af sine kvæstelser.
Efterfølgende har politiet taget en blodprøve på føreren af bilen, og det afvises ikke, at der kan være tale om spirituskørsel.
"Vi skal nu have ham genafhørt, hvor vi skal foreholde ham de ting, vi har kunnet konkludere ud fra de tekniske undersøgelser. Vi kan konstatere, at der er divergens mellem den forklaring, han har afgivet og de faktiske omstændigheder, vi har kunnet konstatere," sagde stationsleder ved Fyns Politi i Middelfart, Jørgen Andersen, i går, til Fyens.dk.
Klokken 11.00 fremstilles den 18-årige i grundlovsforhøret.