En 19-årig mand er blevet hovedperson i en mystisk sag om et muligt drab. Østjyllands Politi valgte i går at varetægtsfængsle den unge mand i fire uger og er nu klappet i som en østers i forhold til nærmere detaljer i sagen.
Det hele begyndte som en brandsag, da et hus på Djursland brændte ned tidligt mandag morgen, men da politiet anholdte den 19-årige mistænkte og trak ham i grundlovsforhør i går, var det bag såkaldt dobbelt lukkede døre.
Det vil sige, at politiet end ikke vil sige, hvad den 19-årige er sigtet for, men politiet meddeler kortfattet i en pressemeddelelse, at "efterforskningen af brandsagen har afdækket et muligt drab."
I huset, der brændte, boede en 25-årig mand, men ifølge Ekstra Bladet har politiet endnu ikke fundet en dræbt i sagen. En nabo siger dog til Ekstra Bladet, at den 25-årige beboer blev stukket ihjel, før der blev stukket ild til huset.
Politiet ønsker ikke at give yderligere detaljer i sagen, men meddeler, at der venter en omfattende efterforskning i sagen.