Dagen før nytårsaften er Sverige blevet rystet af en særdeles grov voldssag, der på tragisk vis er endt med døden for en ung kvinde.
I nat var en 18-årig pige på vej hjem fra en bytur i Hjällbo nord for Göteborg. Men hun nåede aldrig hjem. Få hundrede meter fra sit hjem blev hun fundet bevidstløs i sneen tydeligt mærket af den ekstremt grove vold, hun har været udsat for.
I al hast blev hun kørt med ambulance til Sahgrenska-sygehuset ved 01.30-tiden i nat. Her blev hun erklæret død klokken lidt i 5 i morges.
Det er stadig uklart, præcist hvad pigen har været udsat for. Men i følge Göteborgs-Posten har politiet fundet dele af en smadret sodavandsflaske på mordstedet. Derfor har politiet mistanke om, at flasken kan have været brugt som et våben i det brutale overfald.
Og det er heller ikke lykkedes politiet at anholde nogen i sagen. Politiets teori er, at kvinden blev fundet samme sted, hun blev overfaldet.
Oprindeligt var der forlydender om, at den 18-årige pige var blevet voldtaget. Men det mener politiet ikke er tilfældet.
"Der er intet, der tyder på det i øjeblikket. Vi formoder, at hun havde været offer for et mord, simpelthen," siger politiets talsmand Thomas Fuxborg til den svenske avis Expressen.
Politiet har afspærret et stort område omkring gerningsstedet, og har forhørt forskellige personer, blandt andet en veninde til offeret. En del af vidnerne ville ikke følge med frivilligt, og politiet måtte derfor anholde dem.
"Vi har ingen vidner til overfaldet, så vi ved heller ikke, om det drejer sig om én eller flere gerningsmænd. Vi har sikret en del spor, men er meget interesserede i at komme i kontakt med alle, der har været i nærheden af gerningsstedet," siger Thomas Fuxborg.