Team Esbjerg forlænger samarbejdet med træner Lars Frederiksen frem til sommeren 2017.
Den 44-årige træner har ført vestjyderne frem til en øjeblikkelig førsteplads i Boxer Dameligaen. Efter flere sæsoner med midterplaceringer skal der nu til at vindes titler.
- For mig er det rigtig vigtigt at være i en klub, hvor jeg godt kan lide at være, og hvor der er fortsat udviklingspotentiale.
- Til det sidste vil nogle måske sige, at vi ikke kan blive ved med at udvikle os, men det næste skridt er at hente titler og få erfaring i at spille Champions League, og det vil jeg gerne være med til, siger Lars Frederiksen i en pressemeddelelse.
- Vi satser på som minimum at komme i DM-finalen i denne og de næste sæsoner, så vi kan være et af flagskibene i dansk kvindehåndbold, fortsætter træneren.
Lars Frederiksen har været træner i Team Esbjerg siden 2011.
Inden da var han træner for KIF Vejen, som han førte fra den nederste halvdel af ligaen til bronzemedaljer og en plads i EHF Cup-finalen.
/ritzau/