Team Danmark-direktør hylder Peter Gade

Lone Hansen sender roser i retning af den pensionerede badmintonspiller, der er indlemmet i Hall of Fame.
Peter Gade, der er blevet optaget i idrættens Hall of Fame, vandt blandt andet fem VM-medaljer. (arkivfoto)
Peter Gade, der er blevet optaget i idrættens Hall of Fame, vandt blandt andet fem VM-medaljer. (arkivfoto) Foto: SOMMER JAN/free

Peter Gade blev lørdag aften valgt ind i sportens Hall of Fame ved Sport 2015-showet i Herning.

Den 39-årige tidligere badmintonspiller får store roser med på vejen fra eliteorganisationen Team Danmarks direktør, Lone Hansen.

- At holde sig i verdenstoppen i 15 år og vinde fem VM-medaljer har ingen dansk badmintonspiller tidligere formået. Ud over hans imponerende resultater er det også værd at fremhæve hans betydning for træningskulturen blandt Danmarks bedste herresingler.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- Peter Gade stillede som aktiv store krav til sig selv og sine omgivelser og var konstant fokuseret på at udvikle sig og levere kvalitet i alt, hvad han foretog sig.

- Den tilgang til elitesport giver resultater, og den har sat barren for den daglige træning blandt de bedste danske badmintonspillere, siger Lone Hansen i en pressemeddelelse.

Peter Gade indstillede sin aktive karriere i 2012.

Han vandt VM-sølv i 2001 og VM-bronze i 1999, 2005, 2010 og 2011.

Han kom helt til tops ved traditionsturneringen All England i 1999 og vandt et hav af internationale turneringer.

En olympisk medalje blev det ikke til, selv om Peter Gade var tæt på flere gange.

I 2000 sluttede han på fjerdepladsen ved OL, og ved de tre efterfølgende olympiske lege røg han ud i kvartfinalen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.