Om ganske få år vil vi se droner flyve mennesker mellem København og Odense.
Inden der er gået tre år vil et futuristisk transportmiddel formentlig være taget i brugen mellem Odense og København.
Hvis alt går efter planen vil man nemlig kunne snuppe en taxadrone i lufthavnen H.C. Andersen Airport og i løbet af bare 20 minutter lande i København.
Det skriver TV 2 Fyn.
- Vi har jo en regering, der siger, at den vil have grøn indenrigsflyvning inden 2030. Jeg vil vove den påstand, at det, der er mest realistisk er, at det bliver en bemandet drone, der bliver den første grønne flyvning, siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) til tv-stationen.
Ifølge TV 2 Fyn er visionen, at der ikke kun vil blive fløjet dronetaxaer rundt fra sted til sted i Danmark, men at man også skal kunne transportere personer til nærliggende storbyer som Berlin, Hamborg og Gøteborg.
Ifølge det statsejede Naviair vil en tur med en taxadrone koste ti kroner per kilometer. Men prisen vil hurtigt falde til tre kroner per kilometer, så en tur fra Odense til København vil koste 420 kroner.