En ny aftale mellem Nordsjællands Politi og taxaselskabet 4x48 TaxiNord skal hjælpe med at øge trygheden i Nordsjælland.
Fremover vil omkring 600 taxaer modtage politiets meddelelser direkte på bilernes terminaler, når børn er forsvundet, demente gået hjemmefra, eller når politiet leder efter personer eller biler i efterforskningen af indbrud og lignende.
Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Omkring 27.000 borgere er i forvejen tilmeldt ordningen, der hedder Tryk Politi.
Når en person er savnet eller efterlyst, sender Nordsjællands Politi en sms til de tilmeldte.
"Vi kan se, at sms-samarbejdet med borgerne virker, og jo flere vi er med, jo bedre. Vi er derfor meget glade for samarbejdet med TaxiNord, hvor vi får 600 par øjne mere til at holde øje overalt i kredsen på alle tidspunkter af døgnet," siger politidirektør Finn Borch Andersen fra Nordsjællands Politi til Frederiksborg Amts Avis.
Også 4x48 TaxiNords direktør, Carsten Aastrup er glad for det nye samarbejde.
"Vi har valgt at indgå et samarbejde med Nordsjællands Politi, fordi vi ser det som en del af vores samfundsansvar at være med til at skabe tryghed for borgerne i det nordsjællandske, og vi har jo næsten konstant mere end 600 vogne på gaden. Desuden kører vi med over fire millioner passagerer om året, og dem har vi nu mulighed for at påvirke ret aktivt til at blive en del af Tryk Politi," siger han til Frederiksborg Amts Avis.
Cirka 20 sager har Nordsjællands Politi opklaret alene på baggrund af et direkte tip fra borgere via Tryk Politi.