I 85 procent af kommunerne er det skolelærere eller pædagoger og ikke professionelle fagfolk, der styrer vedligeholdelsesindsatsen og vurderer, om det er skoleudflugter, toiletter eller undervisningsmaterialer, der skal prioriteres.
Det viser en undersøgelse blandt 25 af Danmarks 98 kommuner.
"Det er ikke rimeligt i et samfundsøkonomisk perspektiv, at kommunerne lægger beslutningerne om vedligeholdelse af de kommunale ejendomme i hænderne på et personale uden de fornødne byggetekniske og økonomiske kompetencer," siger konsulent Kathrine Stampe Andersen fra Dansk Byggeri, der har bestilt undersøgelsen, til Politiken.
I Randers Kommune har man valgt at centralisere vedligeholdelsesindsatsen, og det har givet pote, mener Søren Svejgaard, der leder kommunens fem bygningsinspektører.
"Den åbenlyse fordel er, at vi nu har personale, der er fagligt klædt på til at håndtere vedligeholdelsen," siger han.
Formand i Kommunernes Landsforening Erik Fabrin er dog ikke kun begejstret for idéen om en centralisering.
"Der er fordele og ulemper ved begge modeller. Men i begge tilfælde prioriteres vedligeholdelsen op imod alt det andet. I alle sammenhænge mangler der ressourcer. Jeg kan ikke fortænke kommunerne i, hvis man prioriterer danskundervisningen frem for toiletter," siger han.