Hidtil har den livsfarlige tarmbakterie VTEC haft 36 voksne mennesker på samvittigheden, men natten til tirsdag blev en toårig dreng fra Niedersachen offer for sygdommen.
Ifølge tyske Bild døde drengen af nyresvigt og hæmolytisk anæmi, det vil sige nedbrydning af de røde blodlegemer, på et hospital i Hannover.
Dermed blev han det 37. offer for den farlige bakterie, som angiveligt stammer fra bønnespirer fra en gård i det nordlige Tyskland.
Samtidig er det kommet frem, at mange af de tyskere, der har været smittet med den farlige VTEC-bakterie, vil være påvirket resten af livet.
Ifølge Bild vil mindst 100 tyskere få brug for en ny nyre eller skulle i dialysebehandling resten af livet, fordi coli-bakterien har forårsaget nyresvigt.
Omkring 3,255 mennesker er blevet syge af bakterien, der har spredt sig til 14 europæiske lande samt USA og Canada.
Kilde: Bild.de