Afghanistan anklager Taliban og folk fra den pakistanske efterretningstjeneste for at have forgiftet hundredvis af skolebørn i Afghanistan de seneste måneder.
På adskillige skoler er der opstået frygt og nervøsitet blandt både elever, deres forældre og ansatte efter en række uforklarlige hændelser med massesygdom blandt eleverne samt besvimelsesanfald.
Afghanistans præsident, Hamid Karzai, beordrede i maj en tilbundsgående undersøgelse af de påfaldende mange sygdomstilfælde. Myndighederne mener, eleverne er blevet påført sygdomme af "mystiske gasarter" eller gennem bevidst forurening af drikkevand.
Den afghanske efterretningstjeneste har anholdt 15 personer i den nordlige Takhar-provins, hvor der i maj på tre skoler blev meldt om usædvanlig mange syge elever.
Blandt de anholdte var 12 Taliban-krigere. En talsmand for efterretningsvæsnet hævder, at Taliban og Pakistans efterretningstjeneste ISI, står bag plottet om at angribe skolerne.
ISI foragtes og hånes af de fleste afghanere for angiveligt at støtte oprørerne fra Taliban.
- De ønsker at skabe frygt blandt de studerende, især i uddannelsessektoren, men også i sundhedssektoren, som repræsenterer to af de største fremskridt i det seneste årti, siger Lutfullah Mashal, talsmand for efterretningstjenesten i Kabul.
Indtil videre er ingen døde af angrebene. Men de har haft en vis effekt, fordi skolegangen er faldet i nogle af de berørte områder.
- Vores undersøgelse tyder på, at giftgas var kilden til sygdom blandt de studerende. I ét tilfælde var det forurenet vand, siger den afghanske sundhedsminister, Suraya Dalil.
dpa