Det afghanske præsidentpalads i Kabul er natten til tirsdag dansk tid under angreb.
Taliban har taget skylden for angrebet og siger, at de også er gået efter det nærliggende forsvarsministerium og hotellet Ariana, hvor efterretningstjenesten CIA er kendt for at holde til, rapporterer nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge Al Jazeera og nyhedsbureauet AFP høres der eksplosioner og skudsalver i den centrale del af hovedstaden. Der er endnu ingen bekræftede oplysninger om eventuelt døde eller sårede.
- Der er et militant angreb i gang i det centrale Kabul, siger politichef Mohammad Zahir til AFP, efter angrebet begyndte ved 6.30-tiden lokal tid.
En journalist fra Reuters fortæller, at angrebet er fundet sted ved den østlige port til præsidentpalads-komplekset. Mediefolk var tilsyneladende ved at forberede sig til et pressemøde med præsident Hamid Karzai, lyder det.
Der står ikke umiddelbart klart, om præsident Karzai befandt sig inde i bygningen, da angrebet begyndte.
BBC skriver, at Karzais livvagter samt amerikanske sikkerhedsstyrker ligger i kamp med de militante angribere, og der høres en serie af høje eksplosioner.
Over hele Afghanistan er volden taget til det seneste år. Det har skabt bekymring for, om landets sikkerhedsstyrke på 350.000 personer er i stand til at opfylde sine opgaver, når de udenlandske tropper trækker sig ud i 2014.
/ritzau/