Milliarder af dollar, som USA har givet i bistand til Afghanistan, kan være spildt, hvis ikke planlægningen og sikkerheden bliver bedre, siger John Sopko, som er udnævnt af Kongressen til at overvåge genopbygningen af landet.
Advarslerne fra Sopko kommer samtidig med, at Afghanistans præsident, Hamid Karzai, er i Washington for at drøfte tilbagetrækningen af de amerikanske styrker næste år.
- Milliarder af dollar kan være spildt, hvis ikke de organer, som har ansvaret for at iværksætte nye programmer og opbygge nye faciliteter, bliver i stand til at svare på grundlæggende spørgsmål, siger Sopko.
Trods militærets erklæringer om, at det går bedre på slagmarken mod Taliban er det i praksis stadigt vanskeligere og stadigt farligere for amerikanske inspektører at rejse ud for at sikre, at amerikanske bistandspenge bliver brugt ordentligt.
Sopko kritiserer både det amerikanske forsvarsministerium Pentagon og det særlige bistandsdepartement USAID for manglende langsigtet planlægning og manglende kvalitetssikring.
Han nævner som eksempel en militærlejr for afghanske soldater i Kunduz, som har vist sig at være ubrugelig, fordi den er blevet bygget på en ustabil grund og havde et tag, der brast sammen på grund af dårligt svejsearbejde.
Desuden fremhæver Sopko, der er Washingtons "generalinspektør" i Afghanistan, at korruptionen volder store problemer. I Transparency Internationals opgørelser er Afghanistan verdens mest korrupte land ved siden af Nordkorea og Somalia.
USA har bevilget over 90 milliarder dollar (over 500 milliarder kroner) til genopbygningen af Afghanistan siden 2001. Det er ifølge Sopko mere end amerikanerne har til noget andet land siden Anden Verdenskrig.
/ritzau/AFP