Syv personer er dræbt og 91 er såret, efter en bilbombe her til morgen eksploderede foran Natos hovedkvarter i Afghanistans hovedstad Kabul.
Hovedkvarteret ligger i samme område som præsidentpaladset, men det var hverken Nato eller præsidenten, der var målet for angrebet.
"Målet var den amerikanske ambassade, men vi kunne ikke komme helt derhen. Bilbomben eksploderede tæt ved ISAF hovedkvarteret og dræbte adskillige udenlandske soldater," siger en talsmand for Taleban ifølge Reuters.
Angrebet kommer kun fem dage, før det længe ventede præsidentvalg. Kabul har seneste måneder ellers været forskånet for voldsomme attentater.
opdateret klokken 12.50