Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, sikrer sig et solidt genvalg med 57 procent af stemmerne. Det sker på ryggen af urolighederne i Hongkong.
Det viser det endelige resultat af lørdagens præsidentvalg, som valgkommissionen offentliggør. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Samtidig genvinder Tsais parti, DPP, flertallet i Taiwans parlament.
Hendes nærmeste rival, Han Kup-yu fra det Kina-venlige parti Kuomintang, ender på 39 procent af stemmerne.
For mindre end et år siden, så det helt omvendt ud i meningsmålinger. Der styrede Han direkte mod præsidentposten. Men uro i Hongkong ændrede spillet.
Vælgerne har i målinger givet udtryk for, at Taiwans demokrati kan komme under pres fra Kina, som det sker i Hongkong. Her har hundredtusinder af mennesker i månedsvis gået på gaden for at afværge, at Hongkong bliver en del af Kinas totalitære regime.
Kuomintang står for en samarbejdslinje over for Kina, der på sin side insisterer på, at Taiwan er en del af den kinesiske folkerepublik.
Taiwans præsident, Tsai, gik til valg på løfter om at være en forkæmper for liberale værdier uafhængigt af Kina.
- Vi håber, at vore borgere kan stemme frit og udnytte deres rettigheder, så Taiwans demokrati kan blive stærkere, sagde den 63-årige Tsai til journalister, da hun lørdag stemte i hovedstaden Taipei.
Tsai er Taiwans første kvindelige præsident. Rivalen Han har længe anklaget Tsai og den siddende regering for konstant at søge konflikter med styret i Beijing.
- Vi har brug for en præsident, som kan forsvare fred og demokrati, sagde den 37-årige husmor Vicky Hsiao til AFP efter at have stemt på Tsai.
Tsai har sikret sig 1,3 millioner flere stemmer, end da hun blev valgt for fire år siden. I alt har 8,2 millioner af vælgerne stemt på hende.
/ritzau/