Et lille glas med piller eller en sprøjte en gang imellem kan styre os med et liv fuld af kærlighed. I hvert fald syner mulighederne mange for hjerneforskningen, der for tiden vinder mileskridt. Senest er man blevet klogere på hvilke centre og stoffer i hjernen, der aktiveres, når vi bliver forelskede.
»Hjernen er stadig uudforsket i forhold til resten af kroppens organer, men i dag ved vi hvilke signalstoffer, der bruges i alle dele af kærlighedsprocessen,« siger forsker Troels W. Kjær fra Klinisk Neurofysiologisk Klinik på Rigshospitalet.
I hans daglige virke forsker han ikke i kærlighedsmedicin, men det interesserer ham så meget, at han gerne bruger tid på at analysere sig frem til, hvordan man kunne skrue en pille sammen.
Duft tiltrækker
Første skridt er at skabe kontakt mellem potentielle partnere. Her har menneskets eget duftstof, feromoner, vist sig at være en enestående gulerod til at lokke det modsatte køn tættere på.
Feromonerne opfanges i næsen og sender signal til hjernen om, at der er et attraktivt bytte i nærheden. Virkningnen er klar: Snuser en kvinde for eksempel dybt i en mands svedige armhule, vil det øge hendes lyst til sex. Det kan udnyttes industrielt, hvis man tilsætter feromoner i duftspray, så det øger appellen til potentielle partnere.
»En google-søgning på færomoner og parfume giver et meget godt billede af, hvor meget, der forskes på feltet. Der er mange penge på spil,« siger Troels W. Kjær. Inden for 10 år regner han med, at det bliver muligt at købe dufte tilsat kemikalier for almindelige mennesker.
Lyst til at knytte bånd
Men tiltrækningen gør det ikke alene.
»For at få følelserne frem, har vi brug for stoffet serotonin. Det påvirker vores adfærd, så vi styrer målrettet mod at opfylde behov for tryghed, sex og så videre. I kærlighedssammenhæng gør det os charmerende og afslappede, så partneren fatter romantisk interesse for os,« siger Troels W. Kjær.
Den glæde, vi oplever i den første forelskelsesfase, kan direkte måles i hjernen i form af stoffet dopamin. Har man først fået en lille dosis, ønsker man sig mere. Det svarer til narkomaner, der bliver afhængige.
Den sidste vigtige ingrediens i kærlighedspillen er oxytocin, der fremmer lysten til at knytte bånd. Det er især en fordel, når man sætter børn i verden. Uden stoffet ville mennesket sandsynligvis være polygamt (have flere partnere, red.), hvilket i yderste konsekvens kunne blive en trussel for artens overlevelse.