Der skal et lille mirakel til, hvis FC København skal kvalificere sig til Champions League, efter de i går tabte det første playoff-opgør hjemme i Parken med 1-3 mod tjekkiske Plzen.
Men selv om FCK-spillerne spillede en skidt kamp og til sidst blev løbet over ende af den tjekkiske kontramaskine, tror de stadig på chancen for at tage til Prag og score tre mål, skriver Sporten.dk.
"Drømmen er der stadig, for vi var det bedste hold. Det er den følelse, vi står med," fortæller forsvarer Sölvi Ottesen til Sporten.dk.
"Vi har vist, at vi kan lave chancerne mod dem, men det kræver en koncentreret indsats, hvor vi ikke skal give noget væk. Jeg ved godt, at der står 1-3 på tavlen, men jeg føler, at vi spillede bedre end det," supplerer Morten Nordstrand.
Anfører Matthias Zanka Jørgensen er skuffet over holdets reaktion på at komme bagud. I første halveg spillede de faktisk fint, lyder det. Og analysen deles af træner Roland Nilsson.
"Vi går i panik og mister hovedet. Vi vil udligne med det samme efter deres mål. Derfor bliver vi offensive med det samme, og så mister vi vores balance, som vi ellers har haft godt styr på indtil videre. Det er skuffende," siger han.
Kilde: Sporten.dk