Internettet summer af rygter og håbefuld begejstring. Det lader nemlig til, at alverdens teknologi-entusiaster i dag får forløsning for måneders opbygget spænding.
iPhone 5 rammer butikkerne i USA i dag, skriver International Business Times.
Ifølge International Business Times' kilder kan kunderne forvente et mere strømlinet design i aluminium, som vil gøre telefonen både lettere og stærkere. Der har været en del problemer med iPhone 4's skærme, der gik i stykker, men de skulle være løst nu.
Derudover får telefonen en dual core-processor på 1,2 GHz, et otte megapixel kamera og et stærkere batteri.
Apple skriver på deres hjemmeside, at iPhone 5 desuden får over 200 nye funktioner, men ifølge kritikere har mange andre telefoner allerede disse funktioner.
Kritikken er dog ikke valid, mener International Business Times, som er sikker på, at iPhone 5 vil hive tæppet væk under alle konkurrenterne.
Apple forventer da også at sælge ca. 1,7 millioner eksemplarer alene i dag.
Internettet flyder over af rygter om, hvad telefonen ellers kan, og det er tilsyneladende kun fantasien hos de dedikerede forbrugere, der sætter grænser - som i denne falske reklamevideo for telefonen.
http://www.youtube.com/watch?v=lzsBwnv_dAg
Kilde: ibtimes.com