En mand har her til morgen dræbt tre børn og en far på en jødisk skole i den sydfranske by Toulouse.
Jes Andersen, pensioneret revisor, bor blot 1.500 meter fra skolen. Mandag formiddag ventede der en voldsom oplevelse, da han cyklede forbi skolen.
"At komme op til skolen var en hård oplevelse. Forældre valfarter jo dertil alle vegne fra og der var spækket med politi. Det er nærsmest som et afspærret krisområde. Stemningen var meget afdæmpet - ingen talte højt," fortæller han.
"Jeg græd da også, ja undskyld. Det var meget bevægende, så jeg kørte ikke så længe efter; der var en meget stærk negativ stemning," lyder det over telefonen fra Sydfrankrig.
Det er lige nu uvist, hvem der står bag skyderierne, men spekulationer er der nok af, forklarer Jes Andersen. Således står det klart, at en gerningsmand med samme våben og samme flugtmetode i sidste uge dræbte en soldat i Toulouse.
Den igangværende præsidentvalgkamp er blevet sat på standby i kølvandet på episoden.
"Nicolas Sarkozy har lige været på tv, hvor han gjorde klart, at der er tale om en national tragedie," siger Jes Andersen, der driver hjemmesiden danskereitoulouse.wordpress.com