Iransk politi har været i sammenstød med tilhængere af reformbevægelsen, der samlede sig ved en kirkegård i Teheran, hvor den unge kvinde Neda Agha Soltan ligger begravet.
Oppositionsleder Mir Hossein Mousavi forsøgte at slutte sig til sørgeoptoget, men blev tvunget til at holde sig væk af politiet, fortæller vidner ifølge BBC.
"Hundredvis havde samlet sig omkring Neda Agha Soltans grav for at sørge over hendes død. Politiet arresterede nogle af dem. Mange urobetjente ankom desuden og forsøge at sprede forsamlingen," siger et vidne til Reuters.
Neda Soltan blev 20. juni skudt og dræbt 27 år gammel, da hun overværede demonstrationerne imod det omstridte resultat af præsidentvalget.
Hun blev en af 10 dræbte den dag, men hendes historie gik verden over, da hendes død blev filmet på en mobiltelefon og sendt ud til medier verden over.
Ifølge shiamuslimsk tradition, så afholdes der en ceremoni, 'arbayeen', 40 dage efter et dødsfald.
Oppositionsleder Hossein Mousavi havde sammen med sin politiske samarbejdspartner Mehdi Karroubi anmodet det iranske indenrigsministerium om lov til at afholde mindehøjtideligheden for Neda Soltan, men blev afvist.