Listen over ministre, der forlader premierminister Gordon Browns regering, bliver længere og længere.
Mandag har miljøminister Jane Kennedy valgt at gøre ministerkollegerne Jaqui Smith, Hazel Blears, James Purnell, Geoff Hoon, John Hutton og Paul Murphy følgeskab.
"Jeg kunne ikke give min støtte til Gordon Brown. Det er ikke den politik jeg ønsker at støtte," siger nu tidligere miljøminister Jane Kennedy.
Den britiske regering har rekordlav vælgeropbakning, og den omfattende skandale om politikernes skatteyderbetalte regninger har kostet flere af ministrene posten.
Premierminister Gordon Brown insisterer på, at den politiske uro ikke får ham til at træde tilbage.
Søndag blev Labour ydmyget i europaparlamentsvalget, hvor det kun blev til 15 procent af stemmerne og tredjepladsen efter de konservative og EU-modstanderpartiet UKIP.
Senere mandag skal Gordon Brown mødes med Labours parlamentsgruppe.