Det nordøstlige USA er lørdag ved at komme sig efter et stormvejr, der har forårsaget oversvømmelser og strømafbrud.
Syv mennesker har mistet livet i uvejret, heriblandt to børn, skriver flere nyhedsbureauer. Størstedelen af ofrene blev dræbt af træer eller grene, der væltede ned over dem.
Store dele af regionen fra Maryland, der ligger midt på den atlantiske kyst, og op til Maine i det nordøstligste hjørne, blev ramt af kraftige vindstød. Med stormen fulgte sne, regn eller slud.
Meteorologerne har betegnet uvejret som en "bombecyklon" og siger, at de har registreret vindstød på mellem 100 og 150 kilometer i timen.
Lørdag eftermiddag var der opklaring, i takt med at stormen trak ud over havet.
Men over to millioner huse og virksomheder i Pennsylvania, New York, Massachusetts, Maryland, Virginia og New Jersey har stadig ikke elektricitet, oplyser elselskaberne ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Stormen har påvirket både fly- og togtrafikken.
Over 2800 flyafgange blev aflyst, da uvejret ramte østkysten fredag aften lokal tid.
To af New Yorks lufthavne LaGuardia og John F. Kennedy stod stort set stille, mens stormen rasede.
Meteorologerne advarer om, at der fortsat kan komme oversvømmelser i nogle af de ramte områder.
Både i Maryland, Massachusetts og Virginia har myndighederne erklæret katastrofetilstand.
/ritzau/