Politiet i Irland har anholdt syv muslimer, der alle mistænkes for at have planlagt at myrde den svenske tegner Lars Vilks, som har karikeret profeten Muhammed. Det skriver den irske avis Irish Independent.
Tegneren har tegnet Muhammed med en krop som en hund, og det er angiveligt det, der har fået de syv anholdte til at planlægge en likvidering af tegneren.
Det er fire mænd og tre kvinder, der er blevet tilbageholdt af det irske politi, der kunne skride til anholdelse efter længere tids undersøgelser af europæiske efterretningstjenester såvel som CIA og FBI.
Al-Qaeda har tidligere udlovet en dusør på 100.000 dollars til dem der dræbte den svenske tegner.
Den danske Muhammedtegner Kurt Westergaard blev også forsøgt dræbt sidste jul, da en somalier, bevæbnet med en økse, trængte ind i tegnerens hus.