En syrisk alliance af jihadistgrupper kendt som Hayat Tahrir al-Sham har taget skylden for lørdagens dobbelte bombeangreb i Damaskus. Her blev 59 mennesker dræbt.
Hayat Tahrir al-Sham oplyser søndag, at angrebet var målrettet iranskstøttede militser som hævn for det, gruppen kalder opbakning til præsident Bashar al-Assads "tyranniske styre" samt "drab på syrere".
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge observationsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder var langt de fleste af de dræbte irakiske shiamuslimske pilgrimme, der var på vej til at besøge en kirkegård nær den gamle bydel i Damaskus.
Også mindst 20 syriske regeringssoldater er blandt de døde.
Der har været periodiske bombninger i Damaskus, men præsident Bashar al-Assads regimes højborg er stort set blevet sparet for de ødelæggelser, som har ramt andre større byer i landet i den seks år lange borgerkrig.
Den ene bombe lørdag var en vejsidebombe, der eksploderede, netop som en bus passerede. Imens sprængte en selvmorder en anden bombe på stedet. Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.
I borgerkrigen i Syrien kæmper Assad mod oprørere - hovedsageligt sunnimuslimer - med støtte fra iranskstøttede shiamuslimske militser fra blandt andet Irak, Afghanistan og Libanon.
Mange oprørsgrupper siger, at de iranskstøttede militser forsøger at smide sunnimuslimer væk fra Damaskus og andre områder, der er strategisk vigtige i krigen.
Hayat Tahrir al-Sham er en ny alliance, der er skabt ved en fusion mellem Jabhat Fateh al-Sham - tidligere kendt som Nusra-fronten - og andre grupper.
Alliancen, der ikke er knyttet til Islamisk Stat, omfatter nogle af de mest ekstremistiske oprørere, der kæmper mod præsident Bashar al-Assad.
/ritzau/