En syrisk oprørsgruppe med forbindelse til al-Qaeda har overtaget en by nær grænsen til Tyrkiet efter kampe mod Den Frie Syriske Hær, der støttes af flere vestlige lande.
Militante fra gruppen Den Islamiske Stat i Irak og Levanten har angiveligt dræbt mindst fem soldater fra Den Frie Syriske Hær, da gruppen angreb byen Azaz, der ligger fem kilometer fra grænsen.
De aktuelle kampe internt i oppositionen har nået det højeste niveau, siden der tidligere på året opstod spændinger mellem de forskellige fraktioner, der alle har til mål at tvinge præsident Bashar al-Assad fra magten.
Spørgsmålet er nu, hvordan Tyrkiet vil reagere på, at en al-Qaeda-knyttet gruppe har taget kontrol over et område så tæt på den tyrkiske grænse.
Tidligere har tyrkerne ladet oprørssoldater passere ind i Syrien.
Azaz ligger 30 kilometer nord for Aleppo, som har været ramt af massive luftangreb og voldsomme kampe under den over to år lange borgerkrig.
En aktivist, Abu Louay al-Halabi, siger, at kampene brød ud, efter at en brigade fra Den Frie Syriske Hær forhindrede al-Qaeda-gruppens forsøg på at bortføre en tysk læge, der arbejder som frivillig på et privathospital i Azaz.
/ritzau/Reuters