Syriens hær generobrer endnu en by med russisk luftstøtte
Syriens regeringshær har med hjælp fra russiske kampfly generobret byen Kansaba i den nordvestlige del af landet, oplyser hæren. Foto: Alexander Kots/Arkivfoto/AP
Med byen Kansaba tilbage under regeringskontrol har Assads styrker bedre platform for at generobre området.

Syriens regeringshær har med støtte fra russiske kampfly generobret byen Kansaba i den nordvestlige del af landet, oplyser hæren.

Kansaba ligger som en strategisk vigtig by i bjergene i provinsen Latakia, og erobringen øger ifølge præsident Bashar al-Assads styrker chancen for at vinde yderligere terræn i området.

Byen, hvor flertallet af indbyggerne - i hvert fald før krigen - var kristne, ligger på vejen fra middelhavsbyen Latakia til Jisr al-Shughour, der også er under oprøreres kontrol.

Regeringshæren forsøger at genvinde Idlib-provinsen, som i vid udstrækning kontrolleres af ekstremistiske grupper.

Ruslands luftoffensiv mod syriske oprørsgrupper har den seneste tid skubbet magtbalancen i Syrien, så Assad står stærkere i Latakia.

Hæren har allerede generobret byerne Salma og Rabiya.

/ritzau/Reuters