De kvoteflygtninge, der drømmer om at komme til Danmark, kan for fremtiden regne med at skulle igennem grundigere interviews med Udlændingestyrelsen, hvis de vil slippe igennem nåleøjet.
I forvejen vælger Danmark kvoteflygtninge ud fra en pulje, som FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, sammensætter, men i fremtiden vil integrationsminister Inger Støjberg have gjort udvælgelsesprocessen endnu skrappere.
- Nogle nationaliteter har lettere ved at falde til i Danmark end andre, det synes jeg lige så godt, man kan sige som det er, siger Inger Støjberg.
Udvælgelsen skal ligne den praksis for udvælgelse af kvoteflygtninge, som der var under den tidligere VK-regering, hvor det var "integrationspotentialet", der bestemte om flygtningene fik en billet til Danmark.
Dengang fik udvælgelsen kritik for at forbryde sig med kongstanken bag modtagelsen af FN-flygtninge, der generelt regnes for de svageste flygtninge.
Men Inger Støjberg afviser, at man lader svage flygtningene i stikken og mener tværtimod, det er at gøre visse flygtninge en "bjørnetjeneste" at lade dem komme til Danmark.
/ritzau