Efter fornyet pres fra FN har Syriens præsident, Bashar al-Assad, meddelt, at alle militære aktioner mod demonstranter er stoppet.
Det skriver BBC.
Ifølge en talsmand har FN's generalsekretær Ban Ki-moon været i telefonisk kontakt med den syriske leder.
"Generalsekretæren udtrykte sin bekymring over de seneste rapporter om fortsatte overtrædelser af menneskerettigheder og syriske sikkerhedsstyrkers brug af magt mod civile i hele Syrien," siger talsmand Farhan Haq ifølge BBC.
"Hr. Ban understregede, at alle militære aktioner og masseanholdelser må ophøre øjeblikkeligt. President Assad sagde, at militæret og politiets aktioners var stoppet," siger Farhan Haq.
Samtidigt er præsident Assad ifølge FN gået med til at indføre troværdige politiske reformer og lade FN-kontrollører komme ind i landet.
Det kan dog vise sig at være et røgslør. Ifølge nyhedsbureauet AFP, oplyser aktivister dog, at mindst 10 personer er blevet dræbt og mange flere anholdt netop mens Assad talte med FN's generalsekretær.
Syriens styre har det seneste stykke tid været under internationalt pres for at stoppe overgreb på personer, der udtrykker utilfredshed med styret.
Ifølge menneskerettighedsaktivister er mindst 1.800 dræbt og flere tusinde såret, siden demonstrationerne begyndte.